“Et slankemiddel” jeg var lige ved at få caffe latten galt i halsen af grin. “Øh, har du nogensinde mødt mig, søde skat. Ved du overhovedet hvem jeg er”?
Min bedste veninde Kathrine havde ringet og spurgt om vi kunne mødes. Der var noget hun ville fortælle mig om. Ikke over telefonen. Vi mødtes – som så ofte før -på vores yndlings cafe, Vivaldi. Først til en lille latte. Men efter en bytur var det mere end en gang var det også endt med brunch, eller aftensmad. Eller begge dele.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er lidt af en livsnyder. Jeg elsker røde bøffer, brun sovs, god rødvin, chokolade, is og slik. Alle de gode sager der er så fantastiske og dejlige, men åh så usunde og forbudt, forbudt, forbudt.
Forbud virker ikke særlig godt på mig. Jeg ved godt at jeg har mere end blot et par kilo for meget på sidebenene, men når jeg får at vide at nu er der endnu een af mine yndlingsspiser der er dømt ude på den politiske korrekte liste, ja så får jeg bare endnu mere lyst til at guffe den i mig.
Og nu, kom Kathrine her og ville hverve mig til et slankemiddel. Hun måtte jo nærmest ikke være rigtig klog. “Jamen det virker”, sagde Kathrine. “Prøv lige at se en ekstra gang på mig. Du må kunne se forskel”.
Og ganske rigtigt. Kathrine så brandgodt ud. Hun bedyrede at det slet ikke var svært at holde kuren og at hun ikke følte at hun savnede noget. Bodylab hjalp hende på vej.
